Fra dreng til pige


En historie fra det virkelige liv

I sommeren 2014, gik der en højgravid kvinde rundt i Ølstykke, og glæde sig til at blive mor for 2 gang. Hun var gift og havde et barn der var 6 år gammelt. Kvinden gjorde sig mange tanker om det lille liv der lå i maven, og om hvordan fremtiden ville tegne for den lille. Hendes største bekymring var, om fødslen ville gå godt, og om barnet ville være sundt og velskabt.

Dagen oprandt og ud i lyset kom en vågen, velskabt dreng. Familien var glad, og alt var så normalt som det overhovedet kunne blive. Da drengen var et år gammel, startede han i dagpleje. Han var kvik. Fik hurtigt et sprog, og kom hurtigt på benene og udforskede verden. Han var i den grad i trivsel. Da drengen var omkring de to år, begyndte han ofte at sige ”mig pige” Hans forældre og dagplejemoderen rettede ham og sagde ”nej, du er en dreng” De tænkte at han nok var lidt forvirret over hvad ordene egentlig betød, og at han endnu ikke var gammel nok til at forstå den sammenhæng. Drengen begyndte oftere og oftere at ville klæde sig ud som pige. Dagplejemoderen havde sit hyr med at forhindre, at han flåede strutskørterene af pigerne i dagplejen. Han VILLE have dem på. Mor gav sig, og han fik et strutskørt. Drengen var lykkelig. Han sov med strutskørtet på hver nat, og blev meget ulykkelig, hvis det var til vask. Drengens mor og far talte om, at nu havde denne her fase snart varet i et år. Drengen skulle starte i børnehave. Derfor var det nok bedst, om han ikke fik kjoler, neglelak og strutskørter på i børnehaven. Drengen havde nu fået endnu mere sprog og var ofte begyndt at sige ting som ”jeg ved godt at jeg er en dreng, men jeg vil meget hellere være en pige” og ”Hvornår får jeg bryster lige som dig mor”

Da drengen startede i børnehave, blev han meget ked af det over, at han ikke måtte have en kjole på. Derfor lavede mor en aftale med pædagogerne om, at han kunne få lov til at låne en klæd ud kjole, hvis den altså var ledig. Det betød at drengen ofte vågnede kl 5 om morgenen, fordi han hurtigt ville i børnehave, så han kunne sikre sig kjolen med de fine flæser. Drengen legede ikke ret meget med de andre drenge. Han var meget glad for at lege far, mor og børn med pigerne, tegne og lave kreative ting. Det første han gjorde, når han kom hjem fra børnehave om eftermiddagen, var at tage sit strutskørt på, og sine cowboybukser af.

En dag sagde drengen ”mor, hvorfor må jeg ikke have kjole på i børnehaven lige som de andre piger” Mor fik en knude i maven, og kunne både se og høre på sit barn, at det her altså betød alt i verden for ham. Hun tog derfor en snak med sin mand om aftenen. Hun spurgte sin mand, om han troede, at man kunne være transkønnet, når man kun var tre og et halvt år gammel. Det mente manden ikke, men sammen begyndte de at undersøge sagen. De fandt frem til en forening for transkønnede børn (FSTB) og kunne læse en beretning fra en mor til et transkønnet barn. Det var en meget rørende historie. Det viste sig, at historien var meget identisk med det familien oplevede sammen med deres lille dreng. Da mor og far læste videre i nogle videnskabelige artikler, kunne de se, at mange af de voksne transkønnede der stod frem, fortalte at de var bevidste om at de tilhørte en andet køn, allerede da de var i 2-3 års alderen, men at deres familier oftest ikke kunne forstå det, og derfor forsøgte at nedtone det. Det betød at mange af de voksne transkønnede havde været selvskadende, og havde forsøgt at tage deres eget liv. Det var rystende læsning for en far og en mor, som bare ønskede det bedste for deres barn. Derfor tog de beslutningen om, at de ville tage en snak med pædagogerne i børnehaven.

I samråd med den pædagogiske leder i børnehaven, blev de enige om at lade drengen få lov til at have pigetøj på. Han fik også lov til at rejse sig, når de andre piger fik besked på at hente deres madpakker osv. Drengen begyndte at hive sit drengetøj ud af klædeskabet. Han sagde at det måtte forældrene gerne give til en dreng. Forældrene kunne se, at deres barn blev gladere. Han sang mere, dansede mere, og hvilede mere i sig selv. En dag da moren hentede ham i børnehave, sagde en pædagog drengens navn på legepladsen, i forbindelse med at hun ville sige god weekend. Drengen kiggede på sin mor og sagde ”jeg vil altså ikke have at hun kalder mig det navn mor, jeg er jo en pige” moderen blev lidt paf, og tog en snak med drengens far. Den aften blev de enige om, at det kunne godt være, at de i sommeren 2014 troede de havde fået en søn, men barnet havde vist dem, at de rent faktisk havde en datter. Derfor ændrende de drengens navn, og begyndte at sige hun i stedet. I dag har de en glad datter, der lige er startet i skole. Datteren er meget bevidst om sig selv, og det er tydeligt, at hun aldrig har været i tvivl om, hvem hun er. Overgangen fra børnehave til skole gik rigtig fint. Far, mor og leder fra børnehaven tog en god snak med lærerne og pædagogerne fra skolen. Mor tog op og fortalte de andre børn, at pigen egentlig havde haft et drengenavn før, fordi hun var født som en dreng. Mor fortalte også de andre børn, at pigen var ked af at være en dreng dengang, og derfor er hun nu en pige. Pigen fortalte børnene, at det var meget vigtigt for hende, at få lov til at skifte navn. De andre børn var lidt misundelige, de ville også rigtig gerne hedde noget andet. F.eks. ville Magnus hellere hedde Waldemar. Mor blev bevidst om, at det, at pigen var transkønnet, ikke betød det store for de andre børn. De ser hende som en pige. Moren inviterede også forældrene med hjem i haven. Her fortalte faren og moderen historien om deres datter. De andre forældre spurgte om en masse spændende ting, og var meget åbne og imødekommende. Det var rigtig rart at opleve.