Når forskningsmetoderne påvirker konklusionen

Debatindlæg i Weekendavisen d. 10. juni 2020

Det undrer mig, at nogle forskere ligefrem baserer deres forskning om transkønnethed udelukkende på forældres udsagn.

Når man læser Lone Franks artikel ”Transformation 2.0” (3. juli) om forskning og adgang til behandling for transkønnede, så får man et helt andet billede, end den virkelighed man oplever som forældre til et transkønnet barn. Virkeligheden er, at for at opnå behandling, så skal transpersoner gennem et langvarigt udredningsforløb, der for børn og unge også omfatter en obligatorisk psykiatrisk udredning.

Lone Franks artikel beskriver primært en enkelt forskers opfattelse. Men der er flere forskellige opfattelser på området, forskningsfeltet udvikler sig løbende, og den nyere forskning om transkønnede børn og unge kritiserer metoderne i den ældre forskning, som Lone Frank åbenbart baserer sig på.

Man er blevet klogere siden, hvorfor meget af den nyere forskning bruger den enkeltes opfattelse af sig selv, til at definere, hvem der er transkønnet. Det er imodsætning til ældre forskning, hvor omgivelsernes vurdering af børn og unge blev anvendt til at afgøre, hvem der var transkønnet. Det medførte at målgruppen også kom til at omfatte børn og unge, der aldrig havde opfattet sig som transkønnede. Når de så efterfølgende afviste at være transkønnede, så blev konklusionen, at mange transkønnede børn og unge fortryder. Det var altså den forskningsmæssige metode, der medførte denne konklusion. Det er en opfattelse, som åbenbart stadig trives, men som altså ikke er i overensstemmelse med den nyere forskning, der inddrager børn og unges egne opfattelser. Den nyere forskning viser også, at der er stor sandsynlighed for at de børn og unge, der opfatter sig som transkønnede, har samme opfattelse som voksne.

Som forældre har jeg som udgangspunkt stor forståelse for andre forældres perspektiver, men det undrer mig, at nogle forskere ligefrem baserer deres forskning om transkønnethed udelukkende på forældres udsagn og det undrer mig endnu mere, når det giver anledning til begrebsdannelse (begrebet ROGD). Der findes kun en enkelt videnskabelig artikel om ROGD, der efter sin udgivelse måtte trækkes tilbage og korrigeres, da den ikke levede op til videnskabelige standarder. Artiklen, der introducerede begrebet ROGD, for senere at trække det tilbage, er udelukkende baseret på spørgeskema-besvarelser fra forældre i netværk, der forholder sig kritisk til børns kønsidentitet. Undersøgelsen inddrager ikke de berørte børn og unges perspektiv. Begrebet er ikke en anerkendt lægefaglig tilstand eller diagnose, hvilket er årsagen til at det er blevet mødt af betydelig kritik fra internationale eksperter, læger, psykologer og LGBTQIA+-organisationer.

Lone Franks artikel henviser også til en dansk undersøgelse af voksne transpersoner, der har været i behandling på Sexologisk Klinik i perioden 1978-2018. I samme periode var udredningstiden 5,9 år for transmænd og 8,1 år for transkvinder. Behandlingen i denne periode er også blevet kritiseret af Amnesty International for at krænke transpersoners menneskerettigheder, fordi udredningerne var både langstrakte og krænkende. Det er forhold, som ikke nævnes i Lone Franks artikel, men som kan have påvirket resultaterne. Artiklerne er desuden baseret på en gennemgang af journaler og har altså ikke inddraget målgruppens egen opfattelse.

I enhver undersøgelse har metoden stor betydning for resultaterne, hvorfor resultaterne må vurderes i kontekst af andre studier. Forskning skal have synlighed om sine metoder og det skal også være legalt at diskutere metoderne og forholde sig kritisk. Det må være særlig relevant, når forskere selv bruger deres forskningskonklusioner som argumenter i den offentlige debat.   

Selvom det ikke er nævnt i Lone Fransk artikel, så er der faktisk en del forskning, der viser at behandling giver forbedringer af livskvaliteten for transpersoner, hvilket mange transpersoner og deres pårørende også oplever i praksis. Særligt for transkønnede børn og unge er det vigtigt at behandlingen gives i tide, fordi mange transkønnede børn og unge er meget bekymrede for at komme til at gennemgå de vedvarende fysiske forandringer der sker i puberteten. Det er således ikke neutralt at udsætte behandling, da en langvarig udredning med lang ventetid og uvished har store menneskelighed konsekvenser.

Med venlig hilsen

Marie Elisabet Lind-Thomsen

Forperson

FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn