Udstilling af børnetegninger på Kvindemuseet i Aarhus

Kære medlemmer i FSTB!

Vil I og jeres børn bidrage med tegninger til et forskningsprojekt om børnetegninger, der bliver til en udstilling på Kvindemuseet i Aarhus i 2020?

Køn vil være et af projektets og udstillingens fokusområder. Ambitionen er i den forbindelse også at give et indblik i transkønnede børns liv gennem deres tegninger.

Det eneste, det kræver for at være med, er at I vil dele en eller flere og gerne en hel masse tegninger med forskningsprojektet og museet, og at de tegninger må indgå i forskningsarbejdet og i museets udstilling

Vi er interesseret i tegninger fra børn i alle aldre, og voksne, der vil dele de børnetegninger, de måtte have gemt, må også meget gerne tage kontakt. I kan sende tegningerne til Kvindemuseet eller I kan komme forbi museet med dem, og hvis I har en større samling af tegninger, som I vil dele med os, kommer vi også gerne ud til jer og henter den. Hvis I har lyst, vil vi meget gerne se på tegningerne sammen med jer og høre jer fortælle om dem.

Når tegningerne til sin tid bliver udstillet, vil der for hver tegning være angivet barnets navn, alder og kønsidentitet. Men det er selvfølgelig også muligt, at vi anonymiserer tegnerens identitet, hvis I skulle ønske det.

Jakob Rosendal, der er ph.d. i Kunsthistorie fra Aarhus Universitet, står for forskningsprojektet og indsamlingen af tegningerne. Hvis I vil vide mere er I meget velkomne til at kontakte ham på telefon 31 23 00 08 eller mailen jr@kvindemuseet.dk.

I løbet af foråret i år afholder vi en lille foredragsrække, hvor eksperter i børnetegninger og børnekultur sætter fokus på forskellige aspekter af børns tegninger. Det næste foredrag er den 20. marts og har fokus på køn i børnetegninger. I kan læse mere om det her: http://kvindemuseet.dk/kalender/barnestreger-v-anne-maj-nielsen/

De bedste hilsener
Jakob Rosendal
Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C
Telefon: 31 23 00 08
Mail: jr@kvindemuseet.dk